Nu starter udviklingen af en grøn megaregion i Nordeuropa

26/02/2020

Den 28. februar samles lokale, regionale og nationale politikere fra Danmark, Norge, Sverige og Tyskland i Paris for at udvikle konkrete politiske anbefalinger sammen med OECD som skal tiltrække grønne investeringer og skabe grøn vækst i Nordeuropa.

København, Region Sjælland og Region Hovedstaden har sammen med fire andre storbyer og fem regioner i Nordeuropa indgået et samarbejde med OECD. Samarbejdet er en vigtig del i den grønne omstilling i Nordeuropa og særligt i området, som strækker sig fra Hamborg i syd og via København op til Oslo i nord. I første omgang vil OECD udarbejde politiske anbefalinger, som kommer til at blive retningsgivende for, hvordan samarbejdsregionerne og byerne i STRING kan omsætte FN´s klimamål i praksis.

”Vores samarbejde med OECD er et vigtigt led i etableringen af en fælles politisk dagsorden og en konkret handlingsplan for, hvordan vi skaber en grøn megaregion mellem Tyskland, Danmark, Sverige og Norge,” understreger regionsrådsformand for Region Hovedstaden og formand for STRING, Sophie Hæstorp Andersen.

De 5 nordeuropæiske byer og 7 regioner fra Danmark, Sverige, Norge og Tyskland, som udgør medlemmerne af den politiske organisation STRING, samarbejder allerede i dag om at skabe grøn omstilling af infrastrukturen og grøn vækst i både den private og offentlige sektor. STRING-megaregionen er i dag førende inden for udvikling og implementeringer af grønne teknologier, og målet er at etablere en grøn version af Silicon Valley.

”Hvis vi skal bidrage til at nå regeringens 70-procentsmålsætning, er det centralt, at vi samarbejder tæt med vores kollegaer i vores nabolande. For at nå i mål må vi samtænke alle indsatser; på tværs af landegrænser, på tværs af politiske systemer og på tværs af den offentlige- og private sektor,” siger Sophie Hæstorp Andersen og fortsætter:

”STRING er et godt eksempel på, hvordan vi allerede i dag arbejder med at skabe grøn omstilling af transportsektoren på tværs af landegrænser. Sammen har vi etableret et netværk af ladestandere til elbiler i Sverige, Danmark og Tyskland, og vi arbejder nu for at udvikle og styrke jernbanenettet hele vejen fra Hamborg gennem Region Sjælland og via København og Region Hovedstaden op langs den svenske vestkyst til Oslo”.

Samarbejdet mellem STRING-medlemmerne og OECD initieres i OECD´s hovedkontor den 28. februar i Paris, hvor STRING-politikere mødes med embedsmænd fra OECD og nationale politikere fra Nordeuropa.

På mødet skal deltagerne bidrage med konkrete løsninger og muligheder, som kan accelerere den grønne vækst i Nordeuropa. I samråd med OECD skal deltagerne diskutere retningen og indholdet i de politiske anbefalinger, som skal være drivkraft for den fremtidige udvikling både for byer og regioner i STRING-samarbejdet, men også for den generelle bæredygtige udvikling af Nordeuropa.

”Samarbejdet med OECD er den første byggesten til at tiltrække grønne investeringer, kompetencer og løsninger, som ikke blot vil skabe vækst i vores del af verden, men også gøre STRING til en forgangsregion for den grønne omstilling og bidrage med at levere grønne løsninger globalt. For der er ingen tvivl om, at det er et område, vi i fremtiden skal leve af,” siger Sophie Hæstorp Andersen.

De endelige OECD-anbefalinger forventes at blive offentliggjort i begyndelsen af 2021, men vil i løbet af maj og juni 2020 blive præsenteret for nøgleaktører i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland ved fire konferencer.

 

Billedtekst 1) STRING er en politisk organisation med 7 regioner og 5 byer i Tyskland, Danmark, Sverige og Norge som medlemmer. Sammen udgør de et sammenhængende område mellem Hamburg i syd og Oslo i nord.

Billedtekst 2) Sophie Hæstorp Andersen, regionrådsformand Region Hovedstaden og formand for STRING.

For flere oplysninger, billedmateriale og interviewønsker, kontakt venligst Sunniva Ottersen Bærug, Kommunikationsansvarlig, mail: sunb@stringnetwork.org eller telefon +45 2587 0108.

FAKTA: STRING

  • STRING er en grænseoverskridende politisk organisation med 7 regioner og 5 byer i strækningen mellem Hamburg i syd og Oslo i nord som medlemmer.
  • Medlemmerne er: Oslo, Viken Fylkeskommune, Göteborg, Region Västra Götaland, Region Halland, Malmø, Region Skåne, København, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Land Schleswig-Holstein og Hamborg.
  • STRING´s vision er at skabe en bæredygtig megaregion for at imødegå klimaforandringer og øge livskvaliteten for borgerne i området.
  • En megaregion er betegnelse for en kæde af nærliggende byer og regioner på tværs af landegrænser, og som er knyttet tæt sammen af en udviklet og moderne infrastruktur.